Fladbrød

Grundopskrift til 4 personer, ca. 8 brød. 1 kop er 2,5 dl, eller hvad man har, fx et krus.
1 kop rugmel
1 kop hvedemel
1 kop grahamsmel
1 kop ymer eller øl
2 teskefuld salt
Vand efter behov. Dejen skal være elastisk, men må ikke klistre til bordet.
Al mel kommes i et fad. Tilsæt salt. Dejen æltes med ymer eller øl og vand efter behov, så den ikke klistrer til fadet, men er smidig i konsistensen. Lad dejen hvile i 30 minutter.
Tag en portion grunddej, ælt den godt igennem og lav en lille fordybning i dejen. Tilsæt krydderier, bær, honning efter smag – se nedenfor – og ælt grundigt.
Form dejen i små, tynde brød på størrelse med en håndflade og ca. 1 cm i tykkelse. Drys brødene med mel og lad dem hvile i 20 min. Imens findes en pande frem og varmes godt over bålet, grillen eller trangiaen. Når panden er rygende varm, skrues ned for temperaturen og brødene steges/bages på en tør pande ved middelvarme (over gløder) til de er gyldne og lyder hule, når man banker på dem.
Kilde: Ribe Vikingecenter – LINK